Kompetence-pitch

Kompetence-pitch er en effektiv måde at præsentere dig selv på i din jobsøgning.

I et kompetence-pitch præsenterer du kort en udvalgt kompetence og sætter den i relation til den opgave, du skal løse for arbejdsgiver.

Gennem pitchet viser du, hvordan du konkret vil løse opgaven, fx ved at nævne din tilgang, metode eller erfaring. Det er i denne beskrivelse, du skiller dig ud fra andre kandidater. 

Forbered flere små pitch

Det er godt at forberede flere små kompetence-pitch til dine forskellige kompetencer, så du kan bringe det allermest relevante på banen alt efter behovet og situationen hos arbejdsgiver. 

Hvis du gerne vil kortlægge dine kompetencer, kan første skridt være en kompetenceafklaring fx med hjælp fra Ballisager

Opskriften på et godt kompetence-pitch

1. Fortæl hvilken forskel du kan gøre for virksomheden

Beskriv kerneværdien i det, du kan gøre for virksomheden. Brug gerne ord, der skaber konkrete billeder hos din modtager fremfor at tale i abstrakte termer.

"Jeg kan hjælpe dig/jer med…"

2. Forklar hvordan du vil gøre en forskel for virksomheden

Fortæl hvad der gør, at du kan løse opgaven. Vær konkret når du forklarer, hvad du byder ind med, hvilken viden, du vil bruge til at løse opgaven, eller hvis du har løst noget lignende før.

"Det kan jeg, fordi…"

3. Gentag dit budskab

Forklar budskabet igen med fokus på den værdi, du skaber for virksomheden. 

"Det vil sige, at..."

Eksempel på komptence-pitch
  1. Jeg kan hjælpe din virksomhed med at skabe mere synlighed og styrke jeres position i markedet.
     
  2. Det kan jeg fordi jeg er skarp til at tilpasse og målrette både budskab og produkt til forskellige målgrupper, jeg tager styring og sørger for at få strategien på rette kurs.
     
  3. Det vil sige, jeg kan målrette dine budskaber og skabe større synlighed og dermed tiltrække nye kunder og skabe mersalg.

Brug dine kompetence-pitch

Kompetence-pitch er især brugbare, når du er i dialog med andre mennesker, der kan åbne nye døre for dig. 

Du kan både bruge dine pitch under uopfordret kontakt, du selv har startet, til et netværksarrangement eller et spontant møde med en tidligere studiekammerat, der viser sig at arbejde et spændende sted.