Brug LinkedIn til at få nye kontakter

Gennem LinkedIn kan du få kontakt med nye mennesker, som kan være afgørende i din jobjagt.

Når du arbejder målrettet med at få nye kontakter på LinkedIn, kan du invitere relevante personer på kaffemøder, så snart kontakten er etableret. 

Gennem det nye netværk kan du få indsigt i karriereveje, brancher, arbejdspladser, jobåbninger, trends osv., som du kan bruge i din jobsøgning. 

Konkrete eksempler, du selv kan bruge

Her på siden får du en række konkrete eksempler, der har virket for andre, når de har henvendt sig på LinkedIn. 

Du er velkommen til at tilpasse dem til din modtager, fx i forhold til friskhed i sproget, længde osv. 

Når din invitation til at linke er blevet accepteret, kan du fortsætte dialogen og invitere på kaffemøde. Tilpas gerne tekstskabelonerne til din situation og modtager. 

Eksempler: Ræk ud og skab kontakt

Hvis I har fælles faglige interesser

Hej [navn]

Jeg stødte på din profil og kan se, at du arbejder med nogle af mine primære fokusområder: Bæredygtigt arbejdsmiljø og ledelse. 

Jeg håber, du vil være en del af mit professionelle netværk.

Hvis I har fælles faglige interesser - den ultrakorte

Hej [navn]

Da jeg også arbejder med coaching og vejledning, så tænker jeg det vil give mening at connect. 

Håber du er frisk på det. 

Hvis du er blevet anbefalet at række ud

Hej [navn]

Jeg er blevet anbefalet at finde dig pga. din LinkedIn-ekspertise. 

Jeg arbejder selv med rekruttering og er altid på jagt efter ny inspiration - Og det ser virkelig ud som om, at jeg kan få det gennem at følge lidt med i, hvad du skriver.

Derfor vil jeg høre, om du vil linke?

Eksempler: Inviter kaffemøde

Den konkrete og detaljerede version

Hej [navn] 

Tak for at linke op med mig.

Jeg skriver til dig, fordi jeg er interesseret i arbejdet som HR-medarbejder.

Har du mulighed for at mødes til en uforpligtende snak fx på fredag kl. 10:00?

Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt om, hvilke udfordringer du arbejder med lige nu, og hvad du har gjort for at nå dertil, hvor du er.

Det vil ikke tage mere end max 30 minutter.

Jeg ser frem til at høre fra dig.

Den korte og hurtige version

Kære [navn]

Tak for linket! 

Jeg synes, din karrierevej lyder super spændende. Hvis jeg byder på en kop kaffe, har du så lyst til at udveksle erfaringer om forandringsprocesser og teambuilding?