LØFT din jobsøgning

LØFT er for dig, der har brug for ekstra støtte på vejen til et job.

Har du svært ved at skabe struktur i din hverdag, besværliggør et fysisk handicap din vej til et arbejde eller har du brug for en ekstra hjælpende hånd med din jobsøgning?

Så er LØFT - din jobsøgning måske noget for dig.

Hvad er LØFT - din jobsøgning?

Tilbuddet er for dig, der af en eller grund kan bruge ekstra hjælp med jobsøgningen.

Det kan for eksempel være i form af ugentlige samtaler med en fast LØFT-konsulent eller via et LØFT-værksted, hvor du også får en række sparringspartnere, der er i samme båd som dig.

I LØFT - din jobsøgning bliver der taget højde for de udfordringer, som du har. Det kan blandt andet være ADHD, autisme, angst eller en fysisk funktionsnedsættelse. Men du kan også blive en del af LØFT, selvom du ikke har en specifik diagnose.

Inden et LØFT-forløb har du en afklarende samtale med en konsulent, hvor vi finder ud af, om tilbuddet er noget for dig. 

Hvad tilbyder LØFT - din jobsøgning?

Vis alle

Samtaler og vejledning

En central del af LØFT består af samtaler med en LØFT-konsulent. Her kan I lægge konkrete planer for din vej til et job, samtidig med at der bliver taget højde for de udfordringer, du har.

Samtalerne kan finde sted fysisk, digitalt eller telefonisk - også afhængigt af, om du er i fx virksomhedspraktik.

Fællesskab og værksteder

LØFT tilbyder også et værksted, hvor du i fællesskab med andre kan arbejde med din jobsøgning. Via værkstedet får du et netværk af mennesker, som du kan sparre med.

Samtidig får du et sted, hvor du kan skabe struktur omkring din jobsøgning og også få inspiration til at søge uopfordret og høre relevante oplæg.

Afklaring af muligheder, rettigheder og handicapkompenserende ordninger

Det kan være, at du har en diagnose, som giver dig adgang til ekstra tiltag i forhold til at komme i job. Gennem LØFT kan du få vejledning i, hvilke handicapkompenserende ordninger, vi kan tilbyde. Det kan fx være muligheden for at søge job med fortrinsret og isbryderordningen 

Hvad kan du få ud af LØFT?

Måske bliver forløbet vejen til et nyt job? En virksomhedspraktik? En ny bevidsthed om dine udfordringer? En afklaring af hvilken type job, som passer til dig lige nu? Eller en god struktur for din jobsøgning? 

Der er mange forskellige bud på, hvad der er en succes i LØFT-regi. Og de er alle sammen afhængige af, hvor du er.

Mød herunder to deltagere i LØFT - og bliv klogere på, hvad du konkret kan få ud af tilbuddet.

For Kristian blev LØFT vejen til et arbejde, som tager højde for hans udfordringer

Vis alle

Hvordan blev du en del af LØFT?

”Det hele startede med, at jeg ikke kunne varetage mit tidligere arbejde – grundet min autisme og ADHD. Da jeg kom på dagpenge, valgte jeg at tage udgangspunkt i mine diagnoser og 'flage' med dem. Jeg insisterede på, at de er noget, som jeg har med mig – på godt og ondt.

Det udgangspunkt og den åbenhed førte til, at jeg kom med i LØFT. Jeg nævnte det for mine sagsbehandlere, og det ledte til, at jeg på et tidspunkt blev gjort opmærksom på, at LØFT findes.”

Hvordan var dit LØFT-forløb?

”Det begyndte med en samtale, hvor vi afklarede, om det gav mening, at jeg var med. Efter det har forløbet handlet rigtig meget om, at jeg blev opmærksom på de rettigheder, som mine diagnoser giver mig, og hvilke muligheder det fører med sig.

Vi har i mit forløb opereret i to spor. Det første har handlet om praktikker og uopfordret kontakt, mens det andet har handlet om at søge med fortrinsret, som er muligt på grund af mit handicap.

Jeg havde højst sandsynligt ikke gjort det, hvis jeg ikke havde været en del af LØFT. Jeg er sendiagnosticeret, og det kan være meget grænseoverskridende at gøre brug af rettigheder, som jeg har haft en opfattelse af, tilkom andre. Men det har jeg givet mig selvtillid at stå ved mine udfordringer.”

Hvad har du fået ud af forløbet?

”Helt konkret har jeg fået et job. Et arbejde, hvor det er en indlejret del af det, at der tages hånd om mine diagnoser og de fordele og ulemper, som de fører med sig. Det kan sagtens være, at jeg ikke for brug for det, men det giver en sikkerhed at vide det.

LØFT har været med til at bekræfte, at det er vigtigt for mig at have en gennemsigtighed i forhold til mine udfordringer og styrker. Forløbet har også givet mig rigtig meget viden og bevidsthed om mine muligheder og rettigheder med det, som jeg har med mig.”

Natasa er ny i LØFT: Det har givet mig rammer, struktur og kontinuitet

Vis alle

Hvordan blev du en del af LØFT?

”Det var en lidt lang proces, hvor jeg kæmpede meget for at finde et godt forløb og den rette vej for mig.

Jeg var frustreret og ret ked af det, og jeg havde også været sygemeldt. Så det var i en ret kaotisk periode, at jeg via en samtale med jobcentret blev opmærksom på, at LØFT findes.”

Hvordan er dit LØFT-forløb?

”Jeg er relativt ny i LØFT og er til ugentlige samtaler, men jeg har ikke fået det fulde udbytte af LØFT endnu. For mig har det betydet mest, at jeg ikke længere føler mig alene i jobsøgningen. Jeg har en, som hører mig, vil hjælpe mig og får det bedste frem i mig. Mit potentiale bliver set, selvom jeg ikke selv ved, hvordan jeg skal forløse det.

LØFT har givet mig rammer, struktur og kontinuitet. Og jeg føler ikke et pres, der har været plads til, at mine udfordringer gør, at det kan tage tid for mig at finde mig til rette. LØFT giver mig en følelse af, at jeg ikke skal ændre mig, men at jeg kan udvikle mig.”

Hvad har du indtil videre fået ud af forløbet?

”Jeg har ikke nødvendigvis overholdt alle de planer, som vi har lagt indtil videre. Men LØFT har givet mig nogle rammer, så jeg har kunnet håndtere det, som er kommet ind fra siden.

Jeg kan skrive en profiltekst eller skrive og sende en ansøgning, som jeg måske ikke havde haft overskud til, hvis jeg ikke havde LØFT. Lige nu kan jeg kun se, at mit forløb fortsætter med at blive bedre og bedre for mig.”