Vejledningsforløb

Under dit forløb i Jobcenter København skal du på et tidspunkt i et eller flere vejledningsforløb - også kaldet aktivering.

Hvis jobbet lader vente på sig, vil du på et tidspunkt skulle starte i et eller flere vejledningsforløb, hvor du får sparring på, hvordan du lander næste job. Det er også kendt som aktivering. 

Du kan forvente at skulle starte i et forløb, hvis du fortsat er ledig efter 3-6 måneder. Detaljerne omkring forløbet afhænger af din individuelle situation, men nedenfor under "Vejledningsforløb - Den klassiske vej" kan du se et eksempel på, hvordan det typisk foregår. 

Vejledningsforløb - Den klassiske vej

For dig, der har været ledig i 3-6 måneder

Hvis du har været ledig i 3-6 måneder, vil du typisk blive tilmeldt et individuelt tilrettelagt forløb kaldet 'Jobsparring' hos én af vores samarbejdspartnere.

Klik på linket nedenfor for at læse mere om forløbet

Jobsparring ved DEKRA Job

Jobsparring ved Konsulenthuset ballisager

Jobsparring ved Marselisborg

For dig, der har været ledig mellem 6 og 12 måneder

Hvis du har været ledig mellem 6 og 12 måneder, kan du typisk blive tilmeldt et individuelt tilrettelagt forløb kaldet 'Jobsparring (1:1)' hos én af vores samarbejdspartnere.  

Klik på linket nedenfor for at læse mere om forløbet

Jobsparring (1:1) ved DEKRA Job

Jobsparring (1:1) ved Konsulenthuset ballisager

Jobsparring (1:1) ved Marselisborg

For dig, der har været ledig i mere end 12 måneder

Hvis du har været ledig i mere end 12 måneder, vil du løbende blive tilmeldt det individuelt tilrettelagte forløb 'Nye Veje' i jobcentret. 

Læs mere om Nye Veje

FAQ om vejledningsforløb

Hvordan foregår et vejledningsforløb?

Forløbet tilpasses dig og din situation

Alle vejledningsforløb aftalt med os i Jobcenter København bliver individuelt tilrettelagt, så de passer til din situation og dine behov. Det sker typisk på den første dag, du møder ind til forløbet.

Du får de praktiske detaljer i Digital Post og 'Min Plan'

Inden forløbet vil du modtage flere detaljer om forløbet samt mødetid og -sted og anden nyttig information i 'Min Plan' på jobnet.dk og i din Digital Post. 

Aktiviteter online og med fysisk fremøde  

Selve forløbet kan bestå af en blanding af aktiviteter som fx workshops, individuel sparring, live streams og videomøder. Du kan forvente, at minimum 1/3 af aktiviteterne vil være med fysisk fremmøde, uanset hvilket forløb du er tilmeldt. 

Tid til at bruge de nye værktøjer på egen hånd

Under hele forløbet vil du naturligvis få masser af tid til på egen hånd at arbejde videre med din jobsøgning og alle de nye værktøjer, du får undervejs.  

Kan jeg komme i virksomhedspraktik, løntilskud eller kursus i forbindelse med et vejledningsforløb?

For dig, der er tilmeldt Jobsparring / Jobsparring (1:1) 

  • Hvis praktikken, løntilskuddet eller kurset er på 37 timer
    Hvis du undervejs i jobsparringsforløbet indgår aftale med jobcentret om virksomhedspraktik, ansættelse med løntilskud eller et kursus på 37 timer pr. uge, er der ikke aktiviteter i denne periode, medmindre du selv aftaler det med leverandøren. 

    Efter praktikken, løntilskuddet eller kurset vil du typisk vende tilbage til den resterende del af forløbet. 

  • Hvis praktikken, løntilskuddet eller kurset er på færre end 37 timer 
    Hvis du indgår aftale med jobcentret om virksomhedspraktik, ansættelse med løntilskud eller et kursus på under 37 timer pr. uge, fortsætter aktiviteterne i dit forløb som udgangspunkt parallelt hermed.  

For dig, der er tilmeldt Nye Veje

Hvis du undervejs i forløbet Nye Veje indgår aftale med jobcentret om virksomhedspraktik, løntilskud eller et kursus, vil forløbet som udgangspunkt blive afbrudt. 

Når praktikken, løntilskuddet eller kurset er færdigt, og hvis jobbet lader vente på sig, vil du typisk blive tilmeldt et nyt Nye Veje-forløb. 

Kan jeg deltage i andre aktiviteter under et vejledningsforløb?

Du er altid velkommen til at deltage i andre aktiviteter, der er relevante for din jobsøgning, også selvom de ikke er godkendt af jobcentret.

Det er dog under den forudsætning, at du deltager i alle de planlagte aktiviteter i dit forløb. 

Jeg har deltidsarbejde. Skal jeg stadig i et vejledningsforløb?

Hvis du har et deltidsjob på mere end 20 timer om ugen, kan du blive fritaget fra kravet om at deltage i vejledningsforløbene.

Er dit deltidsjob på mindre end 20 timer om ugen, tager vi selvfølgelig hensyn til det, når vi i fællesskab planlægger dit forløb.

Hvad gør jeg, hvis jeg skal til en jobsamtale eller arbejde under et vejledningsforløb?

Hvis du skal til en jobsamtale eller på arbejde, er det altid gyldig grund til at melde afbud til en aktivitet aftalt med jobcentret.

Kontakt gerne jobcentret og leverandøren af dit vejledningsforløb for at melde afbud. 

Kan jeg holde ferie under et vejledningsforløb?

Hvis du ønsker at holde ferie under forløbet, kan du søge jobcentret om dette. 

Kontakt jobcentret på telefon eller digital post, hvis du vil søge om ferie.