Find guld i gamle jobannoncer

Gamle jobannoncer rummer en masse information, du kan bruge i din jobsøgning.

Mange jobbanker har arkivfunktioner, hvor du kan søge i tidligere jobannoncer. I annoncerne får du viden om, hvilke virksomheder der tidligere har søgt medarbejdere med dine kvalifikationer.

De virksomheder er oplagte at tage fat i som en del af din uopfordrede jobsøgning

Her får du tre eksempler på, hvad du kan bruge de gamle annoncer til. 

1. Kom tæt på kontaktpersonen

En af de vigtigste informationer i jobannoncerne er navn, mail og telefonnummer på den person, der har ansvaret for et specifikt fagområde. 

Ved at søge på personen på LinkedIn, kan du se personens baggrund, om I har fælles kontakter eller hvilke grupper og projekter vedkommende deltager i.

Det er nyttig viden, når du rækker ud og går i dialog med kontaktpersonen.

2. Tjek om andre brancher efterspørger dine færdigheder 

Søg efter nøgleord, der beskriver dine færdigheder.

Det kan fx være arbejdsopgaver som hjemmesideredigering eller projektledelse, men det kan også være konkrete certificeringer eller IT-programmer. 

Du lærer gennem søgningerne mere om, hvilke brancher dine færdigheder kan bruges i. Samtidigt får du i annoncerne beskrevet hvordan og i hvilken kontekst, de bruges.

3. Få sat ord på dine kompetencer fra studiet

Er du nyuddannet, kan det være svært at beskrive de kompetencer, du har fra dit studie – især i forhold til hvilke arbejdsopgaver du kan løse. Ved at søge efter din uddannelse i gamle annoncer kan du få inspiration til, hvilke arbejdsopgaver andre med din baggrund arbejder med.



Hvis du fx skriver ’antropolog’, kan du se, at arbejdsopgaverne er indenfor områder som vidensindsamling, projektstyring, facilitering brugerinddragelse og meget mere. Da disse områder netop er koblet op på konkrete virksomheders behov, gør det din jobsøgning både målrettet og relevant. 

Få den fulde flyer som PDF