Hvordan kontakter du virksomhederne?

Når du har fundet virksomhederne, skal du til at række ud og tage kontakt. Her på siden finder du eksempler på, hvordan du kan gøre det på en effektiv måde.

Der findes rigtig mange forskellige strategier og metoder for, hvordan du bedst kontakter virksomheder uopfordret. Du skal gøre op med dig selv, hvad du har det bedst med, og hvad du forestiller dig vil fungere i den branche, du søger henimod.

Nedenfor finder du tre forskellige metoder, der tager udgangspunkt i LinkedIn, mailkampagner eller telefonopkald. Er du ikke så meget til at ringe uopfordret op til en virksomhed, så kig på de to andre metoder. Hvis du ikke er kommet i gang med din LinkedIn-profil, så vil vi opfordre dig til at komme i gang, da meget rekruttering foregår på LinkedIn.

Metode 1: Kontakt via LinkedIn 

MaterialerComputer, en LinkedIn-profil og en virksomhedsliste.

 

LinkedIn er et formidabelt værktøj til at skabe en hurtig og frisk kontakt på en professionel måde. De to metoder præsenteret her går ud på at række ud til enten enkeltpersoner på LinkedIn eller via et opslag på din LinkedIn profil, som rækker ud til dit netværk, som de kan dele med deres netværk etc. 

Trin 1. Connect 

Når du har fundet en profil på LinkedIn, du gerne vil kontakte, kan du godt risikere, at du ikke kan skrive direkte til vedkommende, medmindre du har en premium-profil.

Mange gange kan du alligevel kontakte dem ved at oprette forbindelse og tilføje en bemærkning. Her har du mulighed for at gøre beskeden personlig og forklare, hvorfor du ønsker at linke op med vedkommende.

I beskeden har du dog kun 300 tegn til rådighed, så det skal gøres rimelig kort. 

Eksempler på, hvad du kan skrive, når du connecter med en ny kontakt

Vis alle

Hvis I har fælles faglige interesser

Hej [navn]

Jeg stødte på din profil og kan se, at du arbejder med nogle af mine primære fokusområder: Bæredygtigt arbejdsmiljø og ledelse

Jeg håber, du vil være en del af mit professionelle netværk.

Hvis du er blevet anbefalet at række ud

Hej [navn]

Jeg er blevet anbefalet at finde dig pga. din LinkedIn-ekspertise

Jeg arbejder selv med rekruttering og er altid på jagt efter ny inspiration - Og det ser virkelig ud som om, at jeg kan få det gennem at følge lidt med i, hvad du skriver.

Derfor vil jeg høre, om du vil linke op?

Hvis du er interesseret i vedkommendes virksomhed

Kære [navn]

Jeg har fået kig på [virksomhed hvor personen er ansat], da I er førende indenfor compliance-landskabet. Min baggrund for at kontakte dig er, at din afdeling beskæftiger sig specifikt med moms, hvilket jeg selv har viden og interesse indenfor.

Jeg håber, du vil være en del af mit netværk på LinkedIn?

Hvis du har fundet vedkommende fx via en artikel

Hej [navn]

Jeg har fundet dig gennem […], hvor de har et spændende interview med dig. Jeg overvejer selv en karriere i IT, og jeg kan godt lide din tilgang til konsulentrollen med fokus på evnen til at tale med mennesker.

Derfor vil jeg høre, om du har lyst til at linke op?

Hvis vedkommende deler mange spændende opslag på LinkedIn

Kære [navn]

Jeg er faldet over dine indlæg her på LinkedIn – og jeg er vild med dine pointer omkring brugen af PowerPoint

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at følge med i dine skriverier, og derfor håber jeg, at du har lyst til at connecte?

Trin 2. Invitér dig selv på et kaffemøde eller telefonopkald 

Når forbindelsen er etableret, kan du fortsætte dialogen og spørge nysgerrigt ind til, om vedkommende har lyst til et kaffemøde eller et telefonopkald. Så længe du spørger om noget, de forholdsvis let kan give, vil rigtig mange mennesker gerne hjælpe. 

Pas derfor også på med at bringe muligheden for at få et job op som det første. Det er de færreste mennesker, der på stående fod kan skaffe en anden person et job. 

Du behøver heller ikke starte din forespørgsel ud med, at du er interesseret i en virksomhedspraktik. Det kunne være, at de faktisk har et ledigt job, som de kunne se dig i efter jeres dialog. Se derfor kaffemødet eller telefonsamtalen som en mulighed for at åbne en dialog op og gribe de muligheder, der byder sig. 

Eksempler på, hvordan du kan invitere på kaffemøde

Vis alle

Den konkrete og detaljerede version

Hej [navn] 

Tak for at linke op med mig.

Jeg er ret interesseret i dit arbejde som HR-medarbejder. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre lidt om, hvilke udfordringer du arbejder med lige nu, og hvad du har gjort for at nå dertil, hvor du er.

Har du mulighed for at mødes til en uforpligtende snak fx på fredag kl. 10:00?

Det vil ikke tage mere end max 30 minutter.

Jeg ser frem til at høre fra dig.

Den korte og hurtige version

Kære [navn]

Tak for linket! 

Jeg synes, din karrierevej lyder super spændende. Hvis jeg byder på en kop kaffe, har du så lyst til at udveksle erfaringer om forandringsprocesser og teambuilding?

Den nysgerrige version

Hej igen

Tusind tak for at godkende. 

Jeg er meget interesseret i hele din karriererejse, og hvordan du oplevede dit skifte til rådgivende konsulent.

Har du mon tid og lyst til at svare på et par spørgsmål og fortælle om dine erfaringer fra konsulentrollen?

Jeg ringer dig meget gerne op eller giver en kop kaffe, alt afhængig af hvad der passer dig bedst. 

Den hvor du skriver med chefen

Kære [navn]

Tak for at jeg må være en del af dit netværk her på LinkedIn.

Jeg er nysgerrig på jeres erfaringer med at arbejde struktureret med den grønne omstilling af jeres virksomhed. Jeg ved godt, du ikke søger nye medarbejdere lige nu, men jeg vil gerne kvalificere mig, inden du slår den næste stilling op.

Jeg ringer derfor til dig x-dag i næste uge inden middag. Jeg glæder mig til at tale med dig. 

I nogle af eksemplerne bliver der foreslået et helt konkret tidspunkt for mødet. Ideen er at det konkrete tidspunkt inviterer til, at modtageren kigger i sin kalender og overvejer, hvornår kaffemødet kan komme i stand.

Download skabelonerne til at kontakte virksomheder på LinkedIn

Metode 1.1: Opslag på LinkedIn

Du kan med fordel lave et opslag, der rækker ud til hele dit netværk på én gang for at gøre opmærksom på det, du ønsker hjælp til. 

Du kan overveje nedenstående, inden du laver dit opslag:

  • Hvad ønsker du med dit opslag (ny erfaring, brancheskift, kendskab til ny branche etc.).
  • Hvem skriver du til? Tilpas opslaget til den branche du skriver til, så du har en kreativ tilgang, hvis det er en kreativ branche du ønsker at blive synlig i eller mere faktuel, hvis den branche du vil i dialog med er mere traditionel.
  • Husk at et billede (fx en fod i døren etc.) skaber mere opmærksomhed, og du vil blive mere synlig i dit netværks feed.

Hvis du ønsker at få noget mere erfaring og viden inden for et felt:

  • Et opslag på LinkedIn er en effektiv måde at skabe kontakt til mange i dit netværk. De kan bl.a. hjælpe dig med at connecte med relevante personer i deres netværk for at lande kaffemøder, så du kan få mere viden om en branche/jobfunktion. I mange tilfælde er en stor del af dit netværk på LinkedIn.
  • Hvis du er nyuddannet eller har identificeret, at du mangler mere erfaring inden for et specifikt felt i din branche, eller ønsker at styrke din profil med endnu mere erfaring, så kan et opslag hjælpe dig til fx at finde en praktik, eller et nyt job.

Eksempler på tekst til opslag på LinkedIn

Vis alle

Ønske om at opnå mere erfaring

 Kære Netværk 

Jeg rækker ud til jer, da jeg rigtig gerne vil lande et job, en praktik eller noget lignende, så jeg kan få noget mere erfaring inden for kommunikation og marketing. Mine hurtige hænder danser let rundt på SoMe-scenen og det falder mig helt naturligt at tænke content i min hverdag, hvor jeg ser en værdi i rigtig meget og især på den visuelle bane. 

Med det ene ben solidt placeret i den klassiske journalistik med artikelskrivning og deslige, og det andet livlige ben sprællende inden for målbar marketing initiativer, kan jeg levere effektive kampagner og iøjnefaldende tekster, som vil kunne skabe synlighed omkring et produkt eller services. 

Med andre ord, så har jeg fået blod på tanden i forhold til at sparke liv i et nyt afsnit af min karriere og tilegne mig nye kompetencer fx i forhold til at anvende AI i mit arbejde. 

Så kære netværk … mon I kan work some magic og hjælpe mig i denne situation? Jeg er frisk på et nyt job, en spændende praktik eller lignende som kan bringe mig videre og gerne snart. 

I må meget gerne dele dette opslag med jeres netværk her på LinkedIn, så kvitterer jeg selvfølgelig med en kop kaffe eller anden læskedrik ude i virkeligheden her i foråret. 

Bh. 

Navn

Bede om hjælp til jobsøgningen i dit netværk

Kære netværk! Jeg vil gerne bede om jeres hjælp. 

Jeg har i noget tid været på jobmarkedet og søgt efter min næste gode arbejdsplads. ”Jeg har set det meste, prøvet lidt af hvert”, som Thomas H sang i 80’erne. Helt ærligt, så farer jeg lidt vild i det system med ansøgninger, samtaler, ventetider, uopfordrede opringninger til rare men travle mennesker. Og sådan ved jeg, at mange andre jobsøgere også har det. Vi gør det rigtige, gør gode samtaler, skriver gode ansøgninger – men kommer bare ikke hele vejen igennem. Og som håndboldherrerne siger, så er det bare ikke lige så sjovt at blive nummer to. Det er ikke nummer to i ansøgerfeltet, der får jobbet. 

Jeg læser her på LI og andre steder, at også ansættende parter kan fare lidt vild i systemet; de kommer til at skrive misvisende stillingsannoncer, ansætte de forkerte, har ikke ressourcer til at læse ALLE DE ANSØGNINGER osv. 

Måske kender I det? Som jobsøgere eller som ansættere? 

SÅ; Jeg kunne godt bruge jeres hjælp!

Der er en del opslag her på LI om netværkshjælp til jobsøgningen for tiden. Det skulle efter sigende også være højtid for jobskifte og nye valg her i starten af året. Vi er mange, der har brug for et skub i en retning. 

Jeg kalder ud til alle jer, der måske ser noget eller hører noget, som jeg ikke lige har set. Nogle af jer kender mig og har måske idéer til, hvor jeg kunne søge hen? Jeg vil sætte meget stor pris på alt, I kan komme med. 

 Som uddannet lærer har jeg et stort engagement i unge menneskers læring og udvikling. Jeg har erfaringer med undervisning og læreprocesser. Som konsulent og facilitator er jeg drevet af at være med til at understøtte samarbejde og udveksling mellem forskellige fagligheder og perspektiver og bringe mennesker videre i og med deres profession eller frivillige engagement.

Jeg sætter netværk, gode relationer og samarbejde på tværs, åbenhed og god kommunikation højt. 

 Jeg kan løse opgaver indenfor: 

  • Undervisning og pædagogiske processer 
  • Udpegning af læringspotentiale og fagligt fokus – også i tværfaglige læringsforløb
  • Relationsarbejde og klasseledelse
  •  Etablering af rammer og design for projekter med interne og eksterne parter
  • Facilitering og tilrettelæggelse af udviklings- og læringsprocesser i forskellige samarbejdsfællesskaber
  • Vidensindsamling og dokumentation af processer i fx vidnesbyrd eller rapporter
  • Administration og økonomistyring; kontrakter, fakturering og budget/regnskab
  • Engagement af frivillige og foreningsarbejde

Del gerne dette opslag, tilføj noget, giv en kommentar, skriv en personlig besked. Kender I nogen, jeg skal kontakte? Har I set et opslag, jeg kunne bruge? Kender I nogle, der søger en profil, der kunne være min? 

 Tusind tak for jeres tid!

Tusind tak for jeres input! 

Tusind tak for jeres hjælp!

Mange hilsner fra Navn

Metode 2: Lav en mail-kampagne

MaterialerComputer og en virksomhedsliste.

 

Med denne metode laver du en forholdsvis enslydende mail og et CV, der er målrettet de opgaver, du gerne vil varetage i en virksomhed. Det sender du så ud til en stor mængde virksomheder, gerne 30-40 stykker.

Fordelen ved denne metode er, at du hurtigt får vist din interesse og dit initiativ til mange virksomheder - og har de en åbning, ja så er du ikke i konkurrence med en masse andre ansøgere. 

Trin 1.  Forbered din mailskabelon og dit CV

I din mailskabelon skriver du en kort tekst om, hvad du kan og vil. Målret det gerne på den måde, at hvis du vil arbejde med kommunikation, så er det din vinkel i mailen og i dit CV. Så kan du altid lave en ny mailskabelon, hvis du også kunne tænke dig at prøve kræfter med brugerinddragelse eller et andet område. 

Tilføj også gerne et afsnit om, hvorfor du gerne vil arbejde i den specifikke virksomhed. Det afsnit kan du tilpasse fra gang til gang ift. den virksomhed, du sender til. 

Markér gerne tydeligt de steder i skabelonen, hvor du skal justere hver enkelt mail, så det bliver nemt for dig at rette det til. 

Ønsker du også at opdatere dit CV, kan du få råd til at skrive det her 

Eksempler på mailkampagner

Vis alle

Den kortere version

Emnefelt: Muligt samarbejde om [digitale velfærdsløsninger]  

 

Kære [navn]

Jeg har fået kig på [virksomhed], og kan se at I er en stor spiller inden for virtual reality social- og sundhedsområdet

Min baggrund for at kontakte dig er, at jeg er optaget af digitale velfærdsløsninger som forbedrer hverdagslivet for unge med social fobi. Jeg er nysgerrig på jeres erfaringer med implementering af VR på bosteder.

Jeg er interesseret i at løse opgaver som:

  • Brugerinddragelse
  • Implementering
  • Evaluering

Jeg ringer til dig i næste uge og spørger, om du har tid til et kort møde for et muligt samarbejde.

Mange hilsner

Den lidt mere detaljerede version

Emnefelt: Skal jeg hjælpe jer med [at styrke borgerinddragelsen]? 

 

Kære [navn på kontaktperson i virksomheden]

Jeg henvender mig til dig, da jeg som nyuddannet antropolog med baggrund i byudvikling ser muligheder i at bruge og udvikle mine kompetencer i [virksomheds] arbejde med at skabe dialog med borgere og brugere og sikre gode projektresultater gennem veltilrettede inddragelsesforløb

Jeg kan tilbyde jer følgende kompetencer: 

  • dygtig analytiker med solidt kendskab til kvalitative metoder
  • erfaring med projektplanlægning og -udførsel i byudviklingsregi
  • erfaring med borgerinddragelse, fx via facilitering af workshops og brugerundersøgelser
  • god til at samarbejde og skabe relationer til kollegaer og kunder
  • stærke kommunikative evner i skrift og tale
  • initiativ, stort engagement og godt humør. 

Jeg har bl.a. en baggrund som projektmedarbejder hos [virksomhed]. Det kan du læse mere om i mit vedhæftede CV. 

Jeg er interesseret i et samarbejde enten i form af en projektansættelse eller freelanceopgave, men også gerne i form af et praktikforløb på et projekt, hvor I finder mine kompetencer brugbare. 

Hvis jeg har vakt jeres interesse, kommer jeg gerne forbi til et møde og drøfter de muligheder, der måtte være. 

Jeg glæder mig til at høre fra jer. 

Den nysgerrige version, hvor du inviterer på kaffemøde

Emnefelt: Nysgerrig [titel, uddannelse eller stilling] 

Hej [navn på kontaktperson i virksomheden]

Jeg skriver til dig, fordi jeg er interesseret i at arbejde med [emne]. Både helt generelt, men jeg synes, at I er særligt spændende, fordi [grund]. Der flugter mine visioner og ambitioner fuldstændigt med jeres. 

Mine erfaringer med [emne] kommer bl.a. fra min tid hos [tidligere arbejdsgiver], hvor jeg virkelig fik fingrene ned i [emne/opgave/kompetence], hvilket resulterede i [dit resultat]. Mine stærkeste kompetencer er [dine hovedkompetencer]

Jeg håber, du kunne være interesseret i at mødes med mig - helt uforpligtende naturligvis. Jeg kunne godt tænke mig at høre dine tanker om branchens nuværende udfordringer og om, hvad I kigger særligt efter, når I ansætter.

Hvis du har mulighed for det, kunne vi mødes allerede en gang i næste uge? Fx torsdag kl. 13, men lad mig vide, hvis et andet tidspunkt er bedre for dig.

Bedste hilsner

Den nysgerrige version, hvor du som nyuddannet foreslår en praktik

Emnefelt: En snak om mulig praktik

Hej

Jeg skriver til dig, fordi jeg for nylig er blevet færdiguddannet [kandidattitel] og nu ønsker at få foden indenfor i [branche], og fordi jeg i noget tid har fulgt [virksomheden]. Jeres arbejde med [...] er i mine øjne forbilledligt. 

Jeg har selv erfaring med [...] fra min tid hos [...] og er særligt stærk, når det kommer til [...]. Og så er jeg en både ansvarsfuld og festlig kollega. I første omgang leder jeg efter viden om og erfaringer med [branchen] og naturligvis også et sted, hvor jeg både kan vokse og skabe værdi - til at starte med i en virksomhedspraktik. 

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at drikke en kop kaffe med dig og få lov til at høre lidt om, hvad I kigger særligt efter, når I ansætter, og hvilke udfordringer I står overfor for tiden.

Min kalender er fleksibel i øjeblikket, men jeg tillader mig at lægge ud med at foreslå onsdag xx/xx kl. 13 - sig endelig til, hvis et andet tidspunkt passer bedre i din kalender. 

Gode hilsner

Den friske version, hvor du byder ind på et muligt samarbejde

Emnefelt: Snak om muligt samarbejde

Kære [navn på kontaktperson i virksomheden]

Jeg har fulgt jer i lidt tid, og jeres projekter angående ensomhed og unge matcher rigtig godt med mine kompetencer i forhold til fondssøgning og projektarbejde

[Vælg en af følgende muligheder]

Mulighed 1: Jeg skriver til jer, da jeg vil høre om I kunne være interesseret et uforpligtende møde om et muligt samarbejde – virtuelt eller personligt alt efter, hvad der giver bedst mening for jer.

Mulighed 2: Jeg skriver, da jeg har mulighed for at arbejde 4-8 uger uden omkostninger hos en virksomhed, og her tænkte jeg med det samme, om I kunne være interesseret i et muligt samarbejde.

Mit CV er vedhæftet denne mail, hvor du kan læse mere om, hvad jeg kan gøre for jer. Du er naturligvis velkommen til at kontakte mig for mere information.

Jeg ser meget frem til at høre fra jer, og skulle det glippe, så tillader jeg mig at følge op på min henvendelse telefonisk på torsdag i næste uge.

Med venlig hilsen

Trin 2. Send dine mails 

Justér din mailskabelon, så hver mail passer til den enkelte virksomhed ud fra din research. Sørg bl.a. for, at dine mails er henvendt til én specifik kontaktperson i hver virksomhed, så de ikke ender i virksomhedernes ingenmandsland. 

Det er en god idé at sende dine mails omkring kl. 07.30 om morgenen, for så drukner de ikke i andre mails, og du signalerer professionalisme. Derudover kan du med fordel sende dine mails  en mandag, tirsdag eller onsdag, så de ikke ender i 'snart-weekend-mode'.

Med nogle mail-programmer kan du indstille dine mails til at blive sendt et specifikt tidspunkt, så du kan klargøre afsendelsen i god tid. 

Trin 3. Følg op 

Efter cirka en uge, følger du telefonisk op på de mails, der endnu ikke er blevet besvaret. Den telefoniske kontakt viser din handlekraft, at du er seriøs omkring din mail, og at du har oprigtig interesse i virksomheden. 

Du kan fx starte samtalen sådan her: 

"Hej, jeg ringer fordi jeg for en uge siden sendte en mail til jer. Jeg er meget interesseret i et samarbejde med jer, og jeg kunne godt tænke mig at høre, om du har haft tid til at kigge på det?" 

Download skabelonerne til at kontakte virksomheder på mail

Metode 3: Ring virksomheder op 

MaterialerComputer, telefon og en virksomhedsliste.

 

Med denne metode bruger du telefonen, når du kontakter virksomheder. Her tager du simpelthen direkte kontakt til virksomhedernes kontaktpersoner og sporer dig hurtigt ind på, om de har lyst til at tale med dig, og om de evt. har en jobåbning i pipeline. 

Trin 1. Forbered et call script

Er du god til at freestyle en præsentation af dig selv over telefonen, er du selvfølgelig velkommen til at gribe knoglen og give dig i kast med at ringe virksomheder op. Mange har dog stor glæde af at forberede sig på, hvad de vil sige, og hvordan de vil præsentere deres formål med samtalen. Det kan du gøre via et call script. 

I et call skript kan du i ro og mag tage stilling til, fx hvor direkte du vil være, i forhold til at du leder efter et job eller en praktikplads. Det er også en rigtig god idé at vide, hvad du konkret vil have fra kontaktpersonen. Efterspørger du et kaffemøde for at få viden eller dele know-how om et emne? Eller spørger du direkte ind til muligheden for at komme i praktik - eller få et job hos dem? 

Er du nervøs for at ringe op, kan det hjælpe at forberede, hvordan du vil starte samtalen. Tænk gerne så konkret, at du ved præcis, hvordan du vil sige 'hej' til vedkommende. 

Det er godt at forberede: 

  • din introduktion til dig selv 
  • din årsag til at ringe til kontaktpersonen
  • din baggrund og dine kompetencer 
  • dit ønske for, hvad du gerne vil have af kontaktpersonen 
  • dit bud på, hvornår I kan mødes
  • dine svar på mulige indvendinger (se eksempler under Trin 2. Forbered dig på indvendinger) 

Tænk også over, hvad du gør, hvis du bliver mødt af en telefonsvarer. Efterlader du en besked, eller ringer du op senere? Eller måske begge dele? 

Eksempler på call scripts

Vis alle

Den version, hvor du har fundet vedkommende på LinkedIn

Hej! Mit navn er [navn]. Jeg har fundet dig på LinkedIn, fordi du arbejder med [område/branche]. ​

Min baggrund for at kontakte dig er, at jeg søger virksomheder inden for [område/branche], fordi [din motivation for deres kerneopgave, fx "jeg selv er meget nysgerrig på, hvordan I i praksis arbejder med greenwashing"]. ​

Har du mulighed for på et tidspunkt at bruge en halv time på en snak med mig om [område/branche]? Netværk og viden er mit primære formål med mødet. ​

  • Hvis ja: Hvad siger du til [dag] i næste uge, fx kl. xx?​
    Tak for samtalen – jeg ser frem til at mødes med dig. 
     
  • Hvis nej: Kan du anbefale andre i virksomheden, jeg kan kontakte i stedet?​ Tak for samtalen og din tid.

Den version, hvor du er blevet anbefalet at ringe til vedkommende

Hej! Mit navn er [navn].

[Navn], har anbefalet mig at ringe til dig, fordi du [din grund til at ringe, fx "har en særlig viden om område/branche"].​

Jeg er særligt interesseret i at [det, du vil have ud af mødet, fx 'lære mere om jeres virksomhedskultur og jeres tilgang til projektledelse'].

Har du mon tid og lyst til at bruge en halv time til en snak med mig om [det emne, du gerne vil tale videre om, fx "hvordan I navigerer i at arbejde med projektledelse på tværs af så stor en organisation, som I er']?

  • Hvis ja: Hvordan passer [dag] i næste uge, fx kl. xx?​
    Mange tak for din tid – jeg vil glæde mig til at mødes med dig. 
     
  • Hvis nej: Kan du anbefale andre i virksomheden, jeg kan kontakte i stedet?​ Tak for samtalen og din tid.

 

Den version, hvor du allerede fra starten præsenterer dit ønske om job

Hej,​

Du taler med [navn]

[Vælg en af følgende muligheder]

Mulighed 1: Jeg er jobsøgende, og jeg vil høre, om du kan hjælpe mig med feedback på, hvordan mine kompetencer kan bruges i en spændende virksomhed som jeres. 
 

Mulighed 2: Jeg ringer til dig for at høre om jobmuligheder eller projektopgaver i din afdeling​.

Jeg kan kort fortælle, at jeg [din baggrund, fx 'er uddannet som/ har arbejdet som'] og vil kunne løse opgaver som: [de opgaver, du gerne vil arbejde med, fx 'opdatering af hjemmeside, CRM systemer, optimering af jeres brug af sociale medier]

Vil du mon have mulighed for at tage et uforpligtende kaffemøde med mig, hvor vi taler lidt om [det, du gerne vil tale om, fx 'mulighederne hos jer']

  • Hvis ja: Hvordan passer [dag] i næste uge, fx kl. xx?​
    Mange tak for din tid – jeg vil glæde mig til at mødes med dig. 
     
  • Hvis nej: Kan du anbefale andre i virksomheden, jeg kan kontakte i stedet?​ Tak for samtalen og din tid.

Trin 2. Forbered dig på indvendinger

Når du ringer forskellige virksomheder op ud af det blå, vil du på på et eller andet tidspunkt møde indvendinger. Forbered dig allerede inden telefonsamtalen på, hvordan du vil imødegå dem. Lad dig gerne inspirere af forslagene nedenfor. 
 

Forslag til, hvordan du imødekommer indvendinger

Indvending

Svar

Jeg har ikke tid, jeg sidder i møde. 

Hvornår vil det passe dig bedre, at jeg kontakter dig?

Indvending

Svar

Jeg skal ikke bruge nogen ny medarbejde nu.

Hvornår kunne du få brug for en ny medarbejder?

Indvending

Svar

Det er vi ikke interesserede i. 

Kan du anbefale mig nogen andre, jeg kan kontakte i stedet? 

Indvending

Svar
 

Vi har ikke budget til en ny medarbejder lige nu. 

Jeg ringer for at blive klogere på min jobsøgning. 
Eller: Jeg har lige nu mulighed for at tilbyde en gratis praktik. 

 

Download skabelonerne til at forberede et call script

Behøver jeg kalde det en "praktik"?

Vis alle

Eksempler på, hvad du også kan kalde en virksomhedspraktik

Praktik kan i nogle ører godt lyde som noget, der mest er for universitetsstuderende eller folkeskoleelever. Hvis du foretrækker det, er der bestemt ikke noget i vejen med at kalde det noget andet, hverken når du går i dialog med virksomhederne, eller når du skriver din praktik på dit CV. 

Andre ledige akademikere har kaldt praktikken: 

  • Et projektsamarbejde
  • Et omkostningsfrit samarbejde
  • Et uforpligtende samarbejde i 4 uger
  • En forlænget jobsamtale
  • Et "Brush up" på et område, hvor man ikke er helt up to date
  • En freelanceopgave
  • En mulighed for et projekt til portfolie
  • Et samarbejde om en mulig business case
  • Et research-samarbejde
  • Et analyse-samarbejde

Hvad kan du få ud af en kontakt, der ikke leder til job eller praktik? 

Nogle gange er der bare ikke en åbning - eller det er et forkert match. Til gengæld kan du gennem dialogen få viden om karriereveje, brancher, andre virksomheder eller jobåbninger, trends osv., som du kan bruge i din videre jobsøgning.

Leder dialogen ikke frem til et kaffemøde, skal du ikke være bange for at spørge, om kontaktpersonen kan anbefale andre personer, du kan kontakte i stedet.